
Poesi er en integreret del af min praksis som ledelsesrådgiver. Når jeg er ude, læser jeg ofte et par udvalgte digte op, nogle som rammesætter det vi skal arbejde med på en alternativ måde.
Hen over 2025 har en række digte været publiceret i ledelsestidsskrifter, det drejer sig om skoleledernes magasin PLENUM, tidsskriftet Social Udvikling som udgives af Socialt Lederforum, samt magasinet Offentlig Ledelse fra Ledersektionen i Dansk Socialrådgiverforening & Chefgruppen i HK Kommunal.

..... ..... .....
Suzanne Brøgger siger
"Jeg tror, det nye verdensbillede
består i en sammentænkning af videnskaber,
som jo har været delt op i fakulteter og adskilte områder.
I dag må skønlitteraturen også indoptage klimaproblemerne,
og astrofysikerne må indoptage musikken og skønlitteraturen.
Jeg tror, at det er i sammentænkningen af videnskaber,
at et nyt verdensbillede vil blive synligt.
En ny verden. Det er det, jeg tror og håber "
Værsgo! Her er den sammentænkning:
Digte om ledelse
et bogforlagsgrænsebrydende bidrag til et nyt verdensbillede
: Ledelse (nonfiktion)
indfanget med det poetiske sprog(fiktion)
Hvordan skulle vi ellers kunne få fællesøje
på alle de ledelsesfagligt ikke-klassificerbare forhold
alt det uordentlige
der putter sig i sprækkerne overalt
mellem den ene og den anden ledelsesteori?
Teorierne. Analyserne. Metoderne. 3-trins-programmerne.
Det bevidsthedslag har vi gennemæltet med det faglige sprog
glutenstrukturerne er bristet
brødet vil ikke hæve
vi har ondt i armene.
(* P1 Skønlitteratur 8. januar 2025 ”Suzanne Brøgger vil dø i sin grønkål”)
..... ..... .....
